HR trends i 2018

HR trends i 2018: Fremtidens roller, digital læring og menneskelige interaktioner

2017 lakker mod enden, og et nyt år nærmer sig, hvor HR fortsat vil opleve, at dens rolle i virksomhederne ændrer sig. Vi har samlet nogle af vores erfaringer og oplevelser af aktuelle tendenser. Læs vores bud på HR-trends i 2018 her.

Ændrede roller i HR

Digitalisering er en af de vigtigste HR trends i 2018 og fremover. Ved hjælp af et voksende antal digitale værktøjer vil HR kunne automatisere en stor mængde administrative opgaver og kontrollere en stigende mængde persondata. Resultatet kan blive ændring af de traditionelle HR-stillinger – og fremvæksten af en række nye roller.

Digitaliseringen kommer nemlig også til at betyde noget for læring og medarbejderudvikling, og her kan vi i 2018 forvente at stifte bekendtskab med nye HR-roller såsom community manager, kurator og specialiserede dataanalytikere.

Digital læring og videndeling

Ifølge Mads Høj Jensen, partner og direktør i BLENDIT LEARNING, er det en ny form for digital læring, der er på dagsordenen i 2018. Den nye læring tager udgangspunkt i en 70:20:10-model og fokuserer på at udnytte den eksisterende viden i virksomheden. Det sker ved at organisere den interne videndeling på en måde, der rent faktisk bliver brugt af medarbejderne.

”Vi oplever et øget fokus på at aktivere den viden, medarbejderne allerede sidder inde med, og samtidig fastholde den i organisationen. Den potentielle værdi af at dele best practice har været anerkendt i mange år, men nu giver de teknologiske fremskridt medarbejderne mulighed for selv at dele med hinanden på et helt andet niveau”, fortæller Mads Høj Jensen.

Nøgleordet er mikrolæring og social læring, der tillader virksomhederne at spare tid og blive klogere ved at gøre informationer nemmere tilgængelige og facilitere social udveksling af viden.

HR som strategisk spiller og business partner

En af årsagerne til, at digitalisering kommer til at fylde mere og mere, er, at HR i disse år udvikler sig til en strategisk spiller i virksomhedens forretningsudvikling. HR bliver en business partner, der byder ind med digital analyse og dokumentation af performance i virksomheden, når der skal træffes vigtige beslutninger.

Hvor bliver mennesket af?

I takt med at HR opbygger en hårdere, mere forretningsorienteret profil og samtidigt trækker på et hårdere og mere evidensbaseret datagrundlag, giver det mening at spørge, hvor mennesket bliver af i HR?

Hvis HR for alvor skal kunne løse fremtidens udfordringer i virksomhederne, bliver HR også nødt til at tage et fortsat ansvar for de konventionelle menneskelige interaktioner, der presses af en stigende administrativ digitalisering og et fokus på den enkeltes performance. Det bliver HR’s opgave at ”iscenesætte nye rammer for menneskelige møder”. Det, mener vi i Add Value, skal ske ved bl.a. at gentænke og genpraktisere nærheden, ærligheden og autenticiteten i interaktionen med det enkelte menneske.

Gratis foredrag om fremtidens roller i HR og digital læring

Det er ikke små opgaver, som HR skal løfte i fremtiden – og derfor bliver det også vigtigt for HR at være klædt ordentligt på til opgaverne. HR vil med andre ord også selv skulle opsøge læring og udbygge sin eksisterende viden i 2018.

Allerede nu vil vi gerne være med til at klæde dig på til fremtiden. Derfor inviterer vi til et gratis foredrag d. 8. marts med Mads Høj Jensen, partner og direktør i BLENDIT LEARNING, og Johannes Lystbæk, der er L&D Manager ved LEGO Group. Foredraget vil handle om fremtidens roller i HR og nye værktøjer til digital læring. Læs mere her og tilmeld dig foredraget.