Thomas Secher og Tom Johansen

Ny seniorkonsulent med talentfokus og faglig tyngde styrker Potential in Action

Den 1. marts 2019 byder vi velkommen til vores nye seniorkonsulent Tom Johansen, der ansættes til at styrke talentudviklingen i vores division Potential in Action.

Potential in Action bygger bro mellem nyuddannede akademikere og det private erhvervsliv via strategiske caseforløb i danske virksomheder. Tom skal særligt bidrage med faglig og personlig tyngde i den individuelle sparring med de unge talenter i forløbene.

Drevet og vedholdende sparringspartner med en lidenskab for talentudvikling

Tom Johansen har tidligere arbejdet med både salg, forretningsudvikling og karriererådgivning i forskellige konsulentroller. Derudover bringer han en stærk lidenskab for at finde og udvikle menneskers unikke talent – en passion, han blandt andet har udviklet i sportens verden, hvor han primært er kendt fra sin rolle som pilot på det danske bobslædehold i starten af 00’erne.

Selv kender vi allerede Tom som en meget drevet, konstruktiv og fagligt stærk konsulent, da han tidligere har været tilknyttet Potential in Action som ekstern konsulent. Det betyder også, at Tom allerede kender denne del af vores forretning og dens målgruppe fra de mange unge talenter, han har hjulpet videre i deres karriere.

Thomas Secher, administrerende direktør i Add Value og overordnet ansvarlig for Potential in Action-divisionen udtaler:

”Vi vælger at ansætte Tom som fast seniorkonsulent, fordi vi har set de resultater, han har skabt med vores unge målgruppe. Nogle af de talenter, vi møder gennem Potential in Action, har brug for særlig hjælp til at afdække deres specifikke personlige drive, kompetencer og værditilbud til en virksomhed. Her har Tom en stor force i kraft af hans aldrig svigtende vedholdenhed samt hans evne til konstruktivt at udfordre og udfolde et individuelt talent. Effekten er, at de nyuddannede kandidater for alvor bliver i stand til at skabe resultater hos deres kommende arbejdsgivere.”

Vi glæder os rigtig meget til at tage godt imod Tom som del af vores faste konsulentteam!

Interesseret i at høre mere?

Så kontakt kommunikationsansvarlig Ida Marie W. Vilbæk på iv@addvalue.dk. Fra den 1. marts kan du også kontakte Tom Johansen på +45 30 48 62 28 eller tjo@addvalue.dk.