Indlæg

Leder med selvindsigt

Nøglen til god ledelse er stadig selvindsigt og forståelse

Du har måske hørt det før – selvindsigt er afgørende for ledere. Derfor starter så mange sparrings- og uddannelsesforløb for ledere med, at lederen kigger indad og bliver mere bevidst om sig selv. Og vores nye kursus Effektivt Lederforløb er ingen undtagelse.

Der er nemlig noget om snakken. Selvindsigt er en grundlæggende og nødvendig kompetence for ledere og fungerer ofte som den nøgle, der låser op for en personlig forståelse af godt lederskab. En forståelse, som du som leder selv kan tro på og ikke blot høre andre forklare i abstrakte vendinger og nye buzzwords.

> Læs også: Respektløs individuel lederadfærd skader den samlede ledelse

Derfor skal du arbejde med din selvindsigt som leder

Grunden til, at selvindsigt er så afgørende, hænger sammen med, hvordan vi forstår god ledelse. I Add Value definerer vi ledelse som evnen til at skabe resultater gennem andre. Især sidste del af den definition er selvfølgelig vigtig – evnen til at skabe resultater er central for medarbejdere på alle niveauer af en organisation.

Men det at skulle skabe resultater gennem andre, adskiller lederrollen fra andre jobs. Det er også typisk her, du som teamleder eller ny leder er på dybt vand. Hvordan går man fra at løse opgaver som enkeltperson og til at facilitere, at ens medarbejdere skaber gode resultater?

> Læs også: Magt gør dig dårligere til dit lederjob

Medarbejdere er meget forskellige – men på et punkt er de ens

Det svære ved at skabe resultater gennem andre er, at de andre ofte er så forskellige fra os selv. Kunne andre ledes på samme måde, som man leder og skaber succes i sit eget arbejde, var lederrollen bare et spørgsmål om kvantitet, dvs. at bruge ens sædvanlige fremgangsmåde på et større publikum.

Men som leder oplever man hurtigt, at ens medarbejdere har andre fremgangsmåder, idéer, behov og præferencer. Og ofte er det en hel del nemmere at konstatere dette forhold end rent faktisk at forstå og imødekomme det.

En ting er dog sikkert. Selvom dine medarbejdere er meget forskellige, ser de alle gerne, at der er plads til deres adfærd på arbejdspladsen. Og de ønsker at nå mål og skabe resultater på baggrund af deres egne styrker og arbejdsformer og ikke nogen andres!

> Læs også: Topledere og mellemledere prioriterer trivsel forskelligt

Selvindsigt giver dig afsættet til et overordnet perspektiv

Det er her, selvindsigt kommer på banen. Når ledere bringes til at forstå sig selv bedre, får de for det første et anvendeligt sprog til at snakke om forskelle i adfærd og motivation generelt. Ved at sætte nogle ord på sig selv, får man også et sprog til at tale om de punkter, hvor andre gør eller ønsker tingene på en anden måde.

Derudover bliver det også muligt at anlægge et mere distanceret blik på sig selv som leder. Man lærer at se sig selv udefra og ikke kun vurdere sine handlinger ud fra ens egen umiddelbare oplevelse af, hvordan forholdet mellem en selv og verden er skruet sammen.

Og dette overordnede perspektiv kan bruges, når man skal forstå, imødekomme og udvikle andres adfærd.

Effekten af selvindsigt er, at du bruger dine medarbejdere bedre

Effekten af selvindsigt er nemlig, at du begynder at bruge dine medarbejdere bedre. Forstår man sin egen personlige profil, er man mindre bundet af dens begrænsninger. Man er bedre i stand til at rumme de andres forskellige personligheder – og se deres værdi og potentiale.

Med større selvindsigt lader man sig i mindre grad frustrere over forskellighederne og kan i stedet arbejde på at bruge dem til at skabe resultater. Samtidig giver man medarbejderne større ro, fordi de møder den rette blanding af forståelse og fokus på udvikling hos deres leder.

Resultatet er, at man som leder skaber et miljø, hvor forskellige medarbejdere kan bidrage med deres styrker, arbejde på deres udviklingsområder og opleve, at der er plads til dem som individer. Og det er nøglen til at skabe resultater gennem sine forskellige medarbejdere.

Vi udlodder to gratis pladser på vores kursus i ledelse!

Effektivt Lederforløb er for dig, der ønsker at styrke din ledelse i praksis med et kort og effektivt kursus – hvad end du er teamleder, projektleder, ny leder eller erfaren leder, der mangler et fundament for din ledelse. Vi udlodder to gratis pladser på kurset med holdopstart til oktober. Kontakt os på info@addvalue.dk og skriv, at du ønsker at deltage i konkurrencen eller læs mere om kurset her.

Effektivt Lederforløb - et kursus i ledelse