Led til mindre stress
Der er forskellige holdninger til, hvor ansvaret ligger, når et menneske bliver syg af stress, men Stressforeningen lægger ikke skjul på, at ledelsen på arbejdspladsen ikke kan fritages, da det er et fælles ansvar, at alle trives. Heldigvis kan stress i høj grad forebygges, hvis vi blot ved, hvordan vi skal håndtere det. IGLO-modellen, udviklet af M. Jørgensen, M. Hansen og K. Nielsen, illustrerer, hvordan ansvaret for at nedbringe stress hverken ligger udelukkende hos individet eller ledelsen, men hos os alle:
• Individ
• Gruppe
• Ledelse
• Organisation
Lad os dykke ned i, hvad du som leder trods alt kan gøre for at optimere forholdene for dine medarbejdere og mindske risikoen for stress. Med udgangspunkt i Bo Netterstrøms litteratur findes der 6 korte, konkrete tiltag, der kan være med til at øge den generelle trivsel i afdelingen og skabe en virksomhedskultur med fokus på forebyggelse af stress. Medarbejderne skal involveres, have klare retningslinjer, tales med, engageres socialt, hjælpes med konflikter og belønnes!
Involvering
Vi skal involvere medarbejderne så meget som muligt. Især i medarbejderens egen arbejdssituation. Det er vigtigt med medbestemmelse, udviklingsmuligheder og klare regler for, hvor meget eller hvor lidt frihed, der er på kontoret. Disse retningslinjer gør det meget lettere at begå sig trygt i miljøet og ikke være bange for, at man træder ved siden af.
Rollefordeling
En klar beskrivelse af arbejdsopgaver på tværs af afdelingen skærper fokusset for den enkelte medarbejder samtidig med, at det kan være konflikthæmmende, at alle er fuldt klar over, hvad der forventes af hvem.
Horisontal dialog og samarbejde
Minimér rygter, konflikter og sure miner ved at involvere hele staben. Medarbejderne skal være klar over, hvad der foregår i virksomheden. Både på produkt- og ledelsesniveau. Opdatér løbende med nyheder og informér om fremtidsplaner for virksomheden. Opnår medarbejderne en følelse af, at de har del i de beslutninger, der bliver truffet, vil de automatisk tage ejerskab og føle tilfredsstillelse.
Socialt samvær
Vi danskere er nogle sociale flokdyr, der demotiveres, hvis vi ikke opnår den forventede tillid, accept og vejledning. Vi vægter de sociale relationer højt, og mange vil gerne skabe relationer ud over den professionelle side. Vi vil spise frokost sammen, mødes over kaffemaskinen og måske endda snakke personligt til sommerfesten.
Konflikter
Konflikter skaber dårlig stemning, lavere effektivitet og dårligt samarbejde mellem parterne. Konflikthåndtering involverer mange forskellige parametre, men første skridt er at have en plan for håndteringen, når de opstår. Hvordan håndterer vi hver især de forskellige stadier i konflikten, og hvem står klar til at hjælpe os, når der er behov for det? Alle i organisationen skal være bevidste om disse retningslinjer.
Belønning
Og ros så dine medarbejdere. Vi vil gerne belønnes, og værdsættelse kan nedbringe stressniveauet, fordi bekræftelsen letter presset på den enkelte medarbejder.
Vil du vide mere?
Er du også interesseret i stress, trivsel og mental sundhed? Eller har du brug for et godt råd om et andet emne inden for strategi, organisation og ledelse? Så kontakt os og få en snak med en af vores konsulenter - det er helt uforpligtende.
- Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
- Læs mere om ledelse
- Se flere blogindlæg